Citronmuffins med blå birkes – nemme!

Svampede citronmuffins på den gode måde og med bid fra birkes. Citronsaft og skal giver den rette syrlighed. Drøm dig til USA med disse nemme citronmuffins.

Citronmuffins med blå birkes. Meget nem opskrift.

Så fristende at du næsten kan dufte dem nu.

Citronmuffins med blå birkes - nemme!
 
Vil du give dine citronmuffins et ekstra syrligt spark, så dryp et par dråber citronsaft på hver muffin, lige når du tager dem ud af ovnen
Opskrift og foto:
Personer: 6 Tid: 1 time
Ingredienser
  • 200 gram mel
  • 150 gram sukker
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 tsk bagepulver
  • 1knivspids salt
  • 2 spsk blå birkes
  • Skal af en usprøjtet citron
  • 150 gram meget blødt smør
  • 2 æg
  • 1 dl mælk
  • Saft af ½ citron
Sådan gør du
  1. Er smørret ikke blødt, og er din tålmodighed kort, kan du give det cirka 10 sekunder i mikrobølgeovnen, hold øje så det ikke smelter.
  2. Tænd ovnen på 200 grader.
  3. Bland de tørre ingredienser i en skål. Riv citronskallen i og bland den med.
  4. Tilsæt smør, æg, mælk og citronsaft og rør til du har en jævn dej. Bittesmå klumper af smør er ok, hvis du ikke kan røre det helt ud.
  5. Fordel dejen i 12 muffinforme med to spiseskeer. Når ovnen er varm, bager du dine citronmuffins midt i ovnen i cirka 20 minutter.

 

Hvor kommer birkes i dine citronmuffins fra?

Birkes er valmuefrø fra forskellige valmuearter. Der findes hvide og blå birkes, skriver Den store Danske. Birkes i de nemme citronmuffins giver lidt bid og bidrager med en nøddeagtig smag.

Hvor kommer citronerne fra i dine citronmuffins?

Ok, nu vi er ved det, så kommer citroner sandsynligvis fra Sydasien, skriver Undervisningsministeriets tjeneste Emu, der har masser af spændende viden om citroner. Omkring år 1.150 blev der bragt citroner til Europa, om det skete tidligere, er ikke helt dokumenteret. Columbus tog citroner med på sin anden rejse til Amerika i 1493.